Victorian Football League

Victorian Football League (VFL) er en semiprofessionel australsk fodbold-liga med 13 hold fra den australske delstat Victoria. Ligaen blev grundlagt den 17. maj 1877 under navnet Victorian Football Association men skiftede i 1996 sit navn til det nuværende. VFL er dermed den næstældste australsk fodbold-liga, kun overgået af South Australian National Football League (SANFL) med 18 dage. I dag er den en af flere regionale australsk fodbold-ligaer i Australien på niveauet under Australian Football League.

Af historiske årsager bliver bliver VFL til tider omtalt som VFA/VFL. Dette sker bl.a. for at undgå forveksling med den førnævnte Australian Football League (AFL), som indtil 1990 netop hed Victorian Football League. AFL er nu en national liga, hvor 10 af de 17 hold imidlertid fortsat har hjemme i Victoria. Denne liga brød ud af VFA inden 1897-sæsonen, og på grund af denne historie kaldes ligaen til tider VFL/AFL. Mange AFL-klubber har samarbejdsaftaler med VFL-klubber, hvorved VFL til dels er en reserveholdsturnering for AFL.


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Nelliwinne